Strandrensninger har samlet hundredvis af lokale og turister
”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” og organisationen Race for Oceans har denne sommer afholdt strandrensninger. Fredag gælder det sommerens sidste, og det har været en succes, fastslår Race for Oceans.
Små og store, unge og ældre og sågar de firbenede har deltaget på en eller flere af de strandrensninger, som Race for Oceans har arrangeret på otte forskellige strande i Jammerbugt og Hjørring kommuner fra uge 28 til uge 31.
– Der har været mange forskellige nationaliteter med på strandrensningerne, og det har været utrolig positivt at opleve deltagernes interesse og engagement, siger Signe Simonsen, og tilføjer, at mange familier har brugt arrangementet som en aktivitet, de kunne være fælles om.
– Vi har haft flere deltagere, hvor strandrensningen har været en del af deres ferieophold ved vestkysten – blandt andet en tysk familie, som har lejet et sommerhus i tre uger ved Saltum. De har købt lange pincetter, og hver dag går de på stranden for at samle affald, dels fordi de værdsætter de smukke og betagende strande, vi har i Danmark, og dels fordi det er det en god måde for børnene at få viden om naturen samtidig med, at de får motion, fortæller Signe Simonsen og tilføjer, at pæne kyststrækninger i stigende grad er et konkurrenceparameter i forhold til at tiltrække turister.
Få kender til plast pellets
Udover affald, som er synlig for øjet, har strandrensningerne haft fokus på de såkaldte plast pellets, der er råmateriale, som benyttes til produktion af plastikprodukter, og som i stort omfang findes på strandene og i havet.
– 99 procent af deltagerne ved ikke, hvad plast pellets er, og de undrer sig over, hvordan de er endt der. Når vi fortæller, at det er efterladenskaber fra skibstransport eller produktion i mere 60 år, og de ved selvsyn kan se, hvor meget plast, der findes på strandene, går omfanget af udfordringen op for dem, siger Signe Simonsen, der er blevet bekræftet i, at arrangementer som disse er vigtige.
– Viden er altafgørende og kan forhåbentlig medvirke til, at man som forbruger begynder at reflektere over ens adfærd, så vi eksempelvis bliver bedre til at reparere ting frem for at smide ud, køber og støtter lokalt, investerer i produkter med en lang levetid og generelt nedsætter sit forbrug, siger Signe Simonsen.
Race for Oceans håber, at det bliver muligt at gentage strandrensningerne, for de har – trods en lunefuld dansk sommer – været en succes, siger Signe Simonsen.
– Der er tale om en event, hvor der er mulighed for nærvær og gode snakke. Jeg har oplevet små børn komme ilende med en plast pellet, som de har fundet for at aflevere den til mig for derefter at gå på jagt efter endnu en. Generelt har vi mødt mange søde og utrolig engagerede børn, og deres tilgang glæder mig, for det er den generation, der kommer til at skulle tackle udfordringen med den stigende plastikforurening, når det kommer til oprydning, siger Signe Simonsen.
FAKTA
Selv om Europarlamentet har vedtaget en lov, som forbyder engangsplastprodukter som tallerkner, bestik, sugerør og vatpinde fra 2021, flyder det fortsat med plastik i vores have.
Ifølge Europa Parlamentets Forskningsservice befinder der sig 150 millioner tons plastik i verdenshavene. Desuden vurderes det, at et sted mellem 4,8 og 12,7 millioner plastik hvert år fortsat ender i havene. Det har store konsekvenser for de dyr, der lever i havene, som risikerer at blive viklet ind i stykker af plastik eller spise det, og dermed ender i kroppen hos mennesker.
Derudover estimerede EU Kommissionen sidste år, at der tabes mellem 52 og 184 tons plast pellets i naturen årligt i EU via produktion og transport. (kilde:https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/IP_23_4984).