Race for Oceans med ildsjælen Signe i spidsen vil afholde workshops om ”Livet i havet”
”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” har støttet ”Race for Oceans” med 250.000 kroner, men der er behov for yderligere støtte, hvis projektet skal realiseres
Signe Simonsen har for længst cementeret sin position som en af verdenshavenes forkæmpere. Hun stiftede i 2019 non-profitorganisationen Race for Oceans Foundation, der har til formål at sætte fokus på FN’s Verdensmål nummer 14 – livet i havet – og i den forbindelse den stigende plastikforurening.
To år efter – i 2021 – sagde hun farvel til sit vellønnede faste job i København for at dedikere al sin tid til at komme plast i havene til livs.
I dag bor hun fast i Løkken med Vesterhavet som nærmeste nabo, og det er her, at Race for Oceans ønsker at etablere et sted, som kan danne ramme om et læringsmiljø, hvor fastboende og turister kan få viden om ”Livet i Havet”. I forvejen arrangerer Race for Oceans en lang række aktiviteter, som tager udgangspunkt i stranden og havet.
– Vi har et ønske om at udvide med en workshop med et læringsprogram, der bidrager til at gøre noget ved den udfordring, vi står med, siger Signe Simonsen.
Workshoppen ”Havet for Alle” henvender sig til både børn, unge og voksne med fysiske og psykiske udfordringer samt turister og fastboende. Den indledes med en tur på stranden, hvor deltagerne får et indblik i havets biodiversitet og dermed opnår en forståelse af, hvorfor det er vigtigt at værne om havmiljøet.
– Workshoppen bygges op som et modul på tre timer, som inkluderer en strandrensning på strækningen mellem Løkken og Blokhus strand. Her indsamler vi affald, ser på den tang vi møder på turen og får viden om de organismer, der er på stranden, fortæller Signe Simonsen.
Efterfølgende samles deltagerne på en fysisk lokation, hvor de får et indblik i fremtidens teknologi, som kan bistå med at få indsamlet det plastik, der findes på stranden og i havet, og som ikke kan opsamles med håndkraft.
– Vi har brugt de seneste mere end 80 år på at smide plastik pellets (råmateriale som bruges til at fremstille plastprodukter) i naturen, så formentligt skal vi bruge lige så mange år på at rydde op. Vi kan dog ikke komme plastikudfordringen til livs med håndkraft, og derfor er det nødvendigt at kigge på hvordan robotter, AI og droner kan hjælpe os i fremtiden med denne opgave, siger Signe Simonsen.
Race for Oceans har egnede lokaler i Løkken i kikkerten, men der er endnu ikke indgået en aftale om et lejemål.
– Vi er afhængige af, at flere virksomheder og fonde vælger at støtte projektet, inden vi kan indgå en lejeaftale. Vores håb er, at andre fonde og virksomheder kan se vigtigheden af, at vi får endnu mere fokus på betydningen af et rent hav, som er essentielt for alt liv på jorden, siger Signe Simonsen, der forventer, at omkring 25.000 deltagere årligt vil tage del i de aktiviteter, som Race for Oceans faciliterer.
Vigtig indsats for rent hav
Ægteparret Margit og Kjeld Andersen etablerede i 1979 Sol og Strand Feriehusudlejning A/S. Parret har nu overdraget ejerskabet til en fond ud fra et ønske om dels at bevare og udvikle virksomheden på danske hænder og dels at støtte velgørende og lokale formål. Dermed er en mangeårig drøm gået i opfyldelse.
– For os er det vigtigt at bakke op om indsatsen for et rent havmiljø. Ikke alene har det betydning for de mange gæster, som booker et feriehus ved de danske kyster, men det har i den grad også betydning for vores klima og for kommende generationer, at vi kommer de store mængder plastik på stranden og i havet til livs, siger Margit og Kjeld Andersen.
Sammenlagt har fonden i 2023 doneret knap tre millioner kroner, og forventningen er, at dette beløb vil stige i fremtiden.