Penge fra Sol og Strand-fond skal skabe gode ferieoplevelser for børn, der har det svært
Alle børn har ret til ferie – det mener foreningen Børnelejren på Langeland, der med en donation på 32.424 kroner fra ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” kan sende yderligere 20 børn og pædagoger på ferie i år.
Hvert år sender foreningen Børnelejren på Langeland børn fra hele landet på et ferieophold på deres bondegård Søgård Hovedgård, der ligger i naturskønne omgivelser på Langeland.
Foreningens målgruppe er alle børn, der ikke har det så godt, som de burde i Dagens Danmark – det kan f.eks. være socialt udsatte, omsorgssvigtede, tvangsfjernede, udviklingshæmmede, fysisk handicappede, psykisk syge, børnehjemsbørn og børn fra ressourcesvage hjem.
– Vi modtager ansøgninger fra børneinstitutioner, der alle har med udsatte børn at gøre. Vores sigte med lejropholdene er først og fremmest at give dårligt stillede børn en god oplevelse, de ellers ikke ville have fået. Opholdet skulle gerne hjælpe dem til at komme videre i deres ofte ikke for spændende dagligdag, siger Dina Reece, der er formand for Børnelejren på Langeland.
Børnelejren på Langeland er en velgørende forening, hvis formål er at samle penge ind til finansiering af et ophold for dårligt stillede børn, som ellers ikke ville komme på ferie.
– Mange af de offentlige puljer, der tidligere var tilgængelige for ”vores” børn, er blevet lukket, og vi hører fra institutioner, væresteder mv., at det er svært at få bevillingerne til at slå til. Særligt svært er det at få plads i budgettet til et ferieophold, og derfor er der mere end nogensinde behov for de finansierede ophold, som Børnelejren kan tilbyde, siger Dina Reece.
Sidste år var Børnelejren i stand til at afholde i alt 27 lejre, og på nuværende tidspunkt er der rejst finansiering til afholdelse af foreløbig 18 lejre i 2024.
Udover oplevelser i naturen og besøg på de omkringliggende attraktioner, som eksempelvis Langelandsfortet, Rasmus Klumps Skib i Bagenkop, Kong Humbles Grav etc., har børnene masser af muligheder for aktiviteter på bondegården.
Her er der nemlig etableret en stor legeplads, en bane til boldspil, kunstgræsbane, bålhytte, shelter, svævebane, swimmingpool, og laden er omdannet til to gymnastiksale med poolbord, hockey, curling og basketnet. Desuden er der en rulleskøjtebane, musikrum med instrumenter etc.
– Vi får tilbagemeldinger fra institutionerne om, at det har været en fantastisk oplevelse for børnene, og at de enormt mange udfoldelsesmuligheder giver mulighed for dels at være sociale sammen og dels plads og mulighed for ro og rum til alenetid, siger Dina Reece.
– Vi får mange beretninger om, at opholdet har været med til at give børnene en alsidig og personlig udvikling. For eksempel skrev en 12-årig dreng i vores gæstebog, at det havde været den bedste uge i hans liv.
Ægteparret Margit og Kjeld Andersen etablerede i 1979 Sol og Strand Feriehusudlejning A/S. Parret har nu overdraget ejerskabet til en fond ud fra et ønske om dels at bevare og udvikle virksomheden på danske hænder og dels at støtte velgørende og lokale formål.
– Vi er glade for, at vi kan være med til at støtte en forening som Børnelejren Langeland, som sikrer, at børn, der har det svært, får en god oplevelse, og vi håber, at det kan være et lyspunkt i en svær hverdag, siger Margit og Kjeld Andersen.