Pakkekalendere til psykiatriske afdelinger på plads takket været penge fra Sol og Strand-fond
Glæden var stor, da Tom Pedersen fra Landsforeningen Talentspejderne modtog beskeden om, at Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld har støttet foreningens arbejde med 25.000 kroner.
– Vi er meget taknemmelige, og donationen vil komme mange unge til gavn, siger Tom Pedersen fra foreningen.
Konkret skal pengene anvendes til produktion af undervisningsmapper til elever i 7.-9. klasse i blandt andet Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor foreningen de seneste ni år har hjulpet omkring 60 børn, der af den ene eller anden grund mistrives i skolen.
– Det kan skyldes, at de har faglige problemer, er skoletrætte, har problemer derhjemme eller har haft traumatiske oplevelser som eksempelvis at forældrene er blevet skilt, en forælder er alvorlig syg eller død, fortæller Tom Pedersen.
Landsforeningen Talentspejderne er en frivillig, non-profit, humanitær organisation, der blev etableret af tre ildsjæle i 2010 med Tom Pedersen som primus motor. Formålet er at hjælpe unge med at finde deres evner og talenter og få dem bragt i spil i forhold til fremtidig uddannelse og job. Her gør foreningen brug af frivillige mentorer fra erhvervslivet, som har lyst til at gøre en forskel for et ungt menneske.
– De frivillige mentorer afholder 24 møder med den unge, og det er her, at undervisningsmappen kommer i brug. Det er et uhyre godt værktøj, da det er beskrevet i detaljer, hvad mentoren og den unge skal drøfte på det pågældende møde, forklarer Tom Pedersen.
Talentspejderne har indgået samarbejde med en lang række kommuner om at hjælpe børn, der ikke trives i skolen. En kommune betaler 5.000 kroner for et undervisningsforløb, men den reelle udgift er 8.000 kroner. Det er derfor vigtigt at hente økonomisk støtte fra fonde og privatpersoner, siger Tom Pedersen.
– Vi kan ikke lave disse forløb udelukkende med finansiering fra de kommuner, vi samarbejder med, siger han og tilføjer, at erfaringerne viser, at det har stor betydning at koble en frivillig mentor sammen med et ungt menneske, der har svært ved at finde sin vej i livet.
– Eksempelvis blev der i Randers Kommune visiteret mange unge i forløb, som var vurderet ikke uddannelsesparate. De gennemgik et forløb bestående af 24 ugentlige møder af halvanden times varighed med en frivillig mentor, og hele 80 procent af eleverne blev herefter erklæret uddannelsesparate, fortæller Tom Pedersen, der mener, at de gode resultater skyldes undervisningsmaterialet og den interaktion, der foregår mellem den unge og en voksen.