Penge fra Sol og Strand-fond skal bidrage til naturpleje på Rømø
Takket være en donation på 10.000 kroner fra “Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld”, er det nu muligt at tage hul på et naturplejeprojekt i et sommerhusområde på Rømø.
Fonden har til formål at tilgodese almennyttige formål, og bestyrelsen har besluttet at imødekomme en ansøgning fra Grundejerforeningen Toftum.
– Jeg blev meget glædeligt overrasket, da vi fik besked om, at vores projekt er blevet tilgodeset, for det betyder, at vi kan komme i gang, siger Erik Høi Thomsen, der er bestyrelsesmedlem i grundejerforeningen, som består af 50 sommerhuse, der ligger i et område på den nordvestlige del af Rømø.
Sammen med foreningens formand, Otto Nissen, er han primus motor på projektet, som omfatter etablering af en trampesti, et vandhul og en gangbro, der skal forbinde to veje i området. Tønder Kommune har givet tilsagn om at støtte etablering af vandhullet, der skal fremme biodiversiteten i området.
– Vi har i forvejen et rigt dyreliv på Rømø, men vi ønsker at skabe endnu bedre forhold for dyrene, og et vandhul er medvirkende til at tiltrække fugle, frøer, insekter osv., siger Erik Høi Thomsen.
Projektet har været undervejs i et par år, og bestyrelsen har allieret sig med flere naturvejledere, som har rådgivet dem.
– Vi afholdt en generalforsamling, hvor vi havde besøg af en naturvejleder, der fortalte om den oprindelige natur og landskabet, som vi bor i. Efterfølgende gik vi i gang med at oprense grøfter, så vi kunne få afvandet området. I den forbindelse kom en tidligere markvej til syne, og det er den, vi nu ønsker at benytte som trampesti, siger Erik Høi Thomsen.
Ifølge Erik Høi Thomsen har naturvejlederne konstateret, at der findes en del sjældne planter i området, som vil få endnu bedre betingelser, når den omfattende vegetation bliver ryddet.
– Vi har haft en arbejdsdag i sommerferien, hvor vi fjernede en hel del invasive arter i området for at skabe bedre betingelser for de sjældne arter, siger Erik Høi Thomsen, der forventer at projektet går i gang næste år.
Der har været kritiske røster fremme fra beboere, som frygter, at naturprojektet vil medføre øget trafik i området. Det er dog ikke en bekymring, som Erik Høi Thomsen deler.
Trampestien og området er ikke blevet vedligeholdt i flere år, og vores håb er, at denne naturpleje vil medføre, at vi får bedre mulighed for at nyde naturen, dyrelivet, plukke bær og samle urter til madlavning og kryddersnaps, siger han