Penge fra Sol og Strand-fond skaber ro for brugere af center
Naturen er kommet indenfor på dagtilbuddet Lejbjergcentret i Aalborg. Med en donation fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld er det nemlig muligt at indlede arbejdet med at indrette et sanserum.
Hos Lejbjergcentret bliver borgerne inddraget i driften, og de anses som værdifulde ressourcer, der sættes i spil i dagligdagen. Det har ført til et forslag om at lave et sanserum, som kan danne ramme om forskellige aktiviteter som eksempelvis mindfulness, sanseoplevelser og Nada-behandlinger (øreakupunktur).
– Det har været et ønske fra borgerne at lave et sanserum, hvor man kan slappe af og trække sig lidt tilbage fra de andre. Uden denne donation har det ikke kunnet lade sig gøre. Vi er afhængige af støtte for at kunne lave den slags projekter, siger socialpædagog Betina Nielsen, der har håndteret ansøgningen på vegne af centerrådet.
Den ansøgning blev imødekommet med 10.000 kroner. Og derfor det nye sanserum ved at tage form. Væggene prydes af tapet med skovtema, mens duften af citrongræs og lavendel pirrer næseborene.
– Flere borgere har givet udtryk for, at de finder ro i skoven og i naturen. Derfor har vi ønsket at skabe et rum, hvor sanserne kommer i spil, og som virker afstressende. Mange af borgerne kan ikke komme i skoven, men her får de en følelse af at befinde sig i skoven, siger Betina Nielsen.
Lejbjergcentret er et dagtilbud, som primært henvender sig til personer med medfødt eller erhvervet hjerneskade, eller et fysisk handicap. Der er også flere borgere med blandt andet Parkinsons syge, sklerose og andre neurologiske skader blandt de omkring 100 borgere i alderen 25-80 år, der benytter sig af tilbuddet.
– Flere af borgerne har svært ved at finde ro og mærke sig selv, og der er tale om en målgruppe, som er ekstra disponeret for stress og depression. Sanserummet giver dem mulighed for fordybelse og fornyet energi til at indgå i et fællesskab såvel i centret som privat. Det er en ”ladestation”, hvor de kan få batterierne ladet op, siger socialpædagog Kamilla Preetzmann.
Endnu er projektet ikke helt i mål – håbet er at få blandt andet gardiner, tæpper og puder, som skal fuldende oplevelsen i sanserummet. Men allerede nu bliver rummet flittigt brugt af borgerne.
– Vi kan se, at det giver dem en stor ro at benytte sanserummet, og vores foreløbige erfaring er, at de åbner mere op for hinanden og det giver mulighed for nogle dybere snakke ikke blot med personalet men også mellem borgerne, fortæller Kamilla Preetzmann, der håber, at de resterende midler til at få rummet helt færdigt kan hentes hjem i form af donationer.
Den pædagogiske tilgang, der benyttes på Lejbjergcentret, førte til, at det modtog Socialpædagogernes Pris for to år siden.