Penge fra Sol og Strand-fond luner i landsbyfællesskab
Takket være en donation på 7.500 kroner fra “Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld, er det nu muligt at komme et skridt videre i planerne om at realisere ”Mejls-Orten-Tinghøj Fricykler”.
– Det er så fornemt, lyder det fra en glad Louise Engelbreth, der er mor til et vuggestuebarn og er en af kræfterne bag ansøgningen, som foreninger, skole, dagplejere og daginstitutioner står bag.
Selv om de tre byer er forholdsvis små, er der masser af virkelyst og initiativ i det vestjyske landsbyfællesskab, som tæller byerne Mejls, Orten og Tinghøj.
– Vi ønsker, at byerne skal være attraktive at flytte til for småbørnsfamilier, da det er af stor betydning, at der er nok børn til at drive vores skole, børnehave, vuggestue, idrætshold etc., siger hun.
Et af tiltagene, der skal skabe fællesskab og sammenhold, er to el-ladcykler med plads til seks børn i hver.
Cyklerne giver de ansatte i institutioner, dagpleje og skole mulighed for at tage børnene med på tur – uden at skulle være afhængig af bustransport.
– Børnene får mulighed for at komme rundt og besøge hinanden, de kan besøge områdets gårde og se en ko blive malket, eller de kan besøge Varde eller en legeplads i en nærliggende by, siger Louise Engelbreth.
Planen er at de to nye el-ladcykler skal have plads på skolens adresse, og at alle skal have mulighed for at anvende dem.
– Er der for eksempel en familie, der ønsker at tage på udflugt, er det muligt at benytte el-ladcyklen til dette. Vi har et ønske om, at cyklerne skal mest muligt i brug. Vi tror på, at det skaber positiv energi og reklame for vores byer. Det gør afstandene kortere i et område, hvor der kan synes langt til alt, siger Louise Engelbreth.
Udover støtte fra Sol og Strand-fonden har projektet, som udover de to cykler, også omfatter regnovertræk, hynder, cykelhjelme etc., netop fået tilsagn om støtte fra Sydbank. Hele projektet beløber sig til knap 81.000 kroner, og mere end halvdelen af dette beløb er allerede i hus.
– Jeg håber, at andre fonde kan se det fornuftige i at bidrage til dette projekt, som understøtter fællesskabet i de tre byer og desuden bidrager til vores ønske om at udvikle mere deleøkonomi i vores område, siger Louise Engelbreth.