Penge fra Sol og Strand-fond gør det muligt at give handicappede børn en juleoplevelse
Det er ikke alle børn, som har mulighed for at tage del i de julerier, der almindeligvis diskes op med på skoler i december måned. Det kender Anita Brusen fra Holstebro alt til, og det har hun besluttet at ændre på.
Derfor sendte hun på vegne af Nordstjernens Støtteforening en ansøgning til Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld om økonomisk støtte til at afholde julearrangementer for handicappede børn i Holstebro Kommune. Ansøgningen er blevet imødekommet med en donation på 20.000 kroner, hvilket gør det muligt at realisere projektet.
– Det er vi utrolig glade for. Med denne donation kan vi give 248 handicappede børn en god juleoplevelse i december, siger Anita Brusen.
Hun er næstformand i Nordstjernens Støtteforening men mere vigtigt – hun er mormor til ti-årige Sarah, der er handicappet. Og det er netop barnebarnet, der er den altoverskyggende motivation for at tage del i det frivillige arbejde i støtteforeningen.
– Jeg gik på pension for halvandet år siden, og jeg har ikke været i tvivl om, at jeg ville bruge mit otium på at sikre gode oplevelser og vilkår for handicappede børn, siger Anita Brusen.
Børnene, der får glæde af juleoverraskelsen, går på fire forskellige undervisningstilbud under Specialkompetence Holstebro (Storåskolen, Ellebæk, Nørreland og Vingehøj).
– Holstebro Kommune arrangerer rigtig mange aktiviteter for børn, som skaber stor glæde. Men vi oplever, at det blot er få af disse aktiviteter, børn med handicap kan deltage i, hvilket ofte skyldes deres fysiske, psykiske og sociale formåen, siger Anita Brusen.
Derfor opstod ønsket om at lave et unikt arrangement i samarbejde med personalet på de fire undervisningstilbud. Endnu er datoerne ikke på plads, men sikkert og vist er det, at der er lagt op til julerier, som de handicappede skolesøgende børn kan tage del i.
– Julemanden, der har erfaring med handicappede børn, vil fortælle historier fra sit hjem i Grønland, snakke med børnene og give dem en lille gave fra sin sæk. Vi tror og håber på, at det bliver en god dag for alle de børn, der ikke kan deltage i de traditionelle julearrangementer, fortæller Anita Brusen.