Penge fra Margit og Kjelds fond skabte juleglæde i Brønderslev
Søndagen stod i julens tegn, da Red Barnet Brønderslev inviterede til Julemandens Værksted i Mælkebøtten i Brønderslev.
Takket være en donation på 7.500 kroner fra “Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” havde foreningen nemlig fået mulighed for at afholde et julearrangement for børn, der af den ene eller anden årsag har det svært.
- Vi er en frivillig forening, som er afhængig af donationer, og derfor har en donation som denne stor betydning. Vi har fået mulighed for at afholde en forkælelsesdag for børn og forældre, siger Anne Christiansen, der er frivillig og fundraiser i Red Barnet Brønderslev.
Det blev en dag, hvor der i den grad var blevet skruet op for julehyggen. Deltagerne fik blandt andet mulighed for at samle og pynte peberkagehuse, pynte julesmåkager, dekorere julekugler og hygge med julegodter og lotteri.
Red Barnet Brønderslev, der i år har ti års jubilæum, afholder en årlig ferielejr, og derudover inviterer Familieoplevelsesklubben til aktiviteter og udflugter en gang om måneden. Pt. benytter 16 familier sig af foreningens tilbud.
- Familieoplevelsesklubben er et fællesskab og et pusterum for børn mellem 5-12 år. Vi har altid et stort fremmøde til vores ture, som i øvrigt er for hele familien, og vi mærker et stor behov for at mødes i et trygt fællesskab, siger Anne Christiansen.
Foreningen bruger i høj grad de lokale muligheder, når de skal arrangere udflugter. Blandt andet er der etableret et samarbejde med Hedegårdsskolen, som er ambassadør for “Red Barnet Brønderslev”, og der arrangeres ture til eksempelvis Klokkerholm Dyrepark og Lunken i Søheden Plantage, hvor en naturvejleder hjælper med at finde materialer til dekorationer.
I alt er 15 frivillige involveret i foreningens arbejde, og Anne Christiansen meldte sig som frivillig i 2016, og det er en beslutning, hun aldrig har fortrudt.
- Jeg har en tante, der er med i foreningen, og da jeg flyttede til landsdelen, tænkte jeg, at det var en god mulighed for at lære andre at kende og få et fællesskab, og det er lykkedes. Samtidig glæder jeg mig over, at jeg kan være med til at gøre en forskel for andre, siger Anne Christiansen.