Karoline og Tobias er faldet for Skødshoved. I år arrangerer parret festival for fjerde gang
Til daglig bor Tobias Sachse Mogensen og Karoline Olsen i København, men Skødshoved er blevet parrets andet hjem. I forbindelse med covid-19 flyttede de i familiens sommerhus på Skødshoved og kom i højere grad til at sætte pris på naturen, kulturen og folk i området.
– I den periode blev vi knyttet til stedet på en ny måde, og både Karoline og mig fik lyst og en trang til at skabe noget for lokalsamfundet, fortæller Tobias Sachse Mogensen.
Der var ikke langt fra tanke til handling, og 24. juli 2021 kunne parret afholde den første udgave af ”Ved Vandet Festival” med musik og loppemarked ved Skødshoved Badehotel. Om en måneds tid – den 27. juli – kan parret, sammen med en række lokale kræfter, byde velkommen til den fjerde festival af slagsen.
– Der er gratis entré til festivalen, som har til formål at give folk mulighed for at opleve kultur med lokal forankring i de naturskønne omgivelser på Skødshoved, siger Tobias Sachse Mogensen og anslår, at omkring 1000-1500 mennesker gæstede festivalen i 2023.
Festivalen er afhængig af donationer fra fonde og privatpersoner, og ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” har støttet festivalen, som har et samlet budget på knap 100.000 kroner, med 15.000 kroner.
Umiddelbart kan det forekomme udfordrende at stable en festival på benene på Djursland, når man, som Tobias Sachse Mogensen og Karoline Olsen, bor og arbejder på Sjælland. Men takket være stor lokal opbakning er det muligt.
– Sidste år stiftede vi en forening, og der er valgt en bestyrelse – dermed er vi flere om opgaven. Desuden er der en lang række frivillige, som hjælper til på selve dagen, siger Tobias Sachse Mogensen, hvis mor, Susanne Sachse, også er blevet involveret i det frivillige arbejde.
– Hun varetager blandt andet håndteringen af markedet, som bliver ved med at vokse fra år til år. Det første år var der 40 boder, og i år kommer der omkring 80 boder, og der er tale om en kombination af lopper og lokale kunsthåndværkere.
Udover markedet er der i år arrangeret en workshop ”Havnørd”, hvor to naturvejledere inviterer publikum med til at udforske verden under havet. Kunstnerne Rigmor, Elias Rønnenfelt, Krogen, Spillemandslauget Djursland-Mols og Coriolis står for den musikalske underholdning, som leveres fra to scener, og mon ikke man godt kan tillade sig at konkludere, at den idé parret fik, da Danmark var lukket ned, ikke var så tosset endda.
– For os er det givende at være med til at skabe noget, som folk sætter pris på. Vi har ingen ambitioner om at skulle være store og indtage Skødshoved for at tjene penge på eksempelvis salg af fadøl. Vores ønske er at skabe en festlig og bæredygtig festival, der kan bidrage positivt til lokalsamfundet og med inddragelse af lokale aktører, siger Tobias Sachse Mogensen.