JAMMERBUGT: Midt i den natur, der gennem mere end fire årtier har lokket turister til at leje et sommerhus mellem hav og fjord, ligger en stråtækt ejendom omgivet af bølgende grønne bakker.

Her bor ægteparret Margit og Kjeld Andersen, der i 70’erne ved lidt af en tilfældighed skabte en af landets største udlejere af feriehuse.

Tilfældigheden vender vi tilbage til – først skal vi indenfor i det hjem, som parret det sidste halvandet år har tilbragt lidt for meget tid i, hvis man spørger dem selv.

– Vi plejer gerne at rejse flere gange om året, men det har jo ikke været muligt. Vi har ingen steder været siden december 2019, sukker Margit, der trods sine 75 somre stadig lider af den udlængsel, der i sin tid fik hende til at arbejde for EF i Bruxelles.

Her mødte hun i 1974 den fire år ældre Kjeld, der nu sidder ved hendes side ved spisebordet med de blomstrede servietter og det blå stel i husets udestue.

– Vi vil gerne ud at rejse igen, men hvor og hvornår vi kommer det, er der ingen, der ved. Lysten er der i hvert fald stadig, men det bliver nok ikke så primitivt, som vi før har rejst, siger Margit og smiler til sin mand, der snart runder 80.

 

– Så kom corona

De er vant til at gå op og ned ad hinanden, for i næsten hele deres arbejdsliv, har de mødt ind på samme adresse – Hos Sol og Strand – deres tredje barn, som de omtaler udlejningsbureauet.

Her har de hver især fået langt mere end en almindelig 37-timers arbejdsuge til at gå, indtil de i de senere år gradvist har overgivet tøjlerne til andre og i 2019 overdrog 75 % af aktierne til en velgørende fond.

Uden åbne grænser og uden en ligeså stor rolle som før i virksomheden, satte coronakedsomheden ind hos det pensionerede iværksætterpar – men intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget.

– Vi har tit snakket om, at vi burde skrive vores erindringer. Det kommer op hvert år til nytår, men det blev bare aldrig til noget, fortæller Margit, der netop har lagt sidste hånd på deres selvbiografi, der lige er kommet ind i kassevis fra trykkeriet.

– Så kom corona, og vi havde pludselig tid. Vi har brugt en stor del af tiden under coronakrisen på at skrive – og vi har altså skrevet det hele selv, fortæller hun med en vis stolthed i stemmen.

Bogen hedder Fra en enkelt sommerhusgrund på mager klitjord til fondsejet virksomhed med velgørende formål, og den tager både læseren med på familiens mange udlandsrejser og på rejsen fra enkeltmandsvirksomheden hjemme i kælderen til flere hundrede ansatte og omsætning i den helt tunge ende.

Og selvom de begge er nordjyder med stort N, er der lige her ikke så meget grund til at være beskeden.

– Vi startede fra 0 i 1979 og har drevet virksomheden frem til det, den trods alt er i dag. Med al beskedenhed så er det jo ikke ligefrem hver dag, det sker, siger Kjeld.

 

Kapitalfond, nej tak
Den nordjyske beskedenhed vinder ellers i hjemmet, der nok er nydeligt, men ikke prangende, ligesom de færreste i lokalområdet tænker over, at der bor et par mangemillionærer i huset med stråtaget.

Om det netop er beskedenheden, det fælles globale udsyn eller i bund og grund medmenneskelighed, der gør det, ved vi ikke, men uanset hvad, har Margit og Kjeld for et par år siden i fællesskab besluttet, at Sol og Strand i fremtiden skal være fondsejet. Dermed går størstedelen af overskuddet til velgørende formål og ikke ned i deres egne lommer.

– Der sker jo det, at selv min skønne viv bliver ældre, siger Kjeld og kigger kærligt på Margit.

– Ja, ja, også jeg, griner han.

– Så vi måtte jo spørge os selv, hvad der skulle ske i tiderne, der kommer – også den dag, vi to ikke er her mere. Nogle af vores kolleger, der også kom op i årene, har vel også spurgt sig selv: Hvad vil vi? De ville åbenbart gerne have mønter, lyder det fra Kjeld, før han forklarer beskyldningen.

– To har solgt til en amerikansk koncern og en anden til en indisk. Margit og jeg vil gerne bevare virksomheden på danske hænder. Vi har bestemt ikke noget imod amerikanere. Eller indere, men…

– Men pengene skal altså blive i Danmark, færdiggør Margit gemalens sætning.

 

Samtidig er det også vigtigt for parret, at virksomheden bliver ved med at blive drevet, som de gerne vil have det.

– Vores humanitære tanker og den ånd, virksomheden hele tiden er blevet drevet i, lever videre nu. Det skal jo ikke dø ud, bare fordi de to stiftere ikke er mere, siger Kjeld og aer i samme nu Margit på armen.

De har ellers flere gange blevet bejlet til fra kapitalfonde, men har pænt takket nej hver gang.

 

– Vi har allerede tjent pænt, det har vi, slår Kjeld fast, mens Margit er ligeså sikker i sin sag.

– Vi har fået nok, så derfor vil vi hellere give det fremtidige overskud til dem, der har behov.

 

Fornemmelse for mønter

På Margits kontor hænger et verdenskort fyldt med glimtende røde klistermærker formet som hjerter og stjerner. En i Afghanistan. En i Egypten. En i Iran. Og over 100 andre steder. Steder de har besøgt.

– Vi har rejst rundt i verden og de oplevelser og tanker, vi har fået undervejs, har helt klart fået hovedet til at tænke lidt over, hvordan man mon kunne bruge det og det i dansk turisme, fortæller Kjeld.

Parrets bryllupsrejse til Lapland i Finland i 1975 blev den tilfældighed, der gjorde, at de senere blev nogle af landets største sommerhusudlejere.

Året inden havde Margit fået bygget et sommerhus på den grund i Lyngså syd for Sæby, hun købte for sin skattefrie løn fra Bruxelles. Men et sommerhus koster som bekendt også penge at holde, og for at have råd til at have det, lejede de det ud, mens de selv tog afsted.

Det ene tog det andet og året efter udlejede de også et par huse for nogle venner. Grundstenen var lagt.

– Jeg har nok altid haft en lille fornemmelse for det, som bondedrengen her kalder for mønter, siger Kjeld.

– Ja, husmandssøn og bonderøv, det er du jo, griner Margit til sin mand og samarbejdspartner gennem mere end 40 år.

 

Hvert sit kontor

Mange ville nok knække nakken – eller ægteskabet – på at møde ind på samme adresse som sin bedre halvdel dag efter dag, år ud og år ind. Men ikke Margit og Kjeld.

– Det har været spændende, ellers ville vi jo heller ikke have holdt det ud så længe, siger hun og tænker over, hvorfor det aldrig har skabt konflikter at drive virksomhed sammen.

– Vi har koncentreret os om hver vores evner, konkluderer hun så og kommer i tanke om en ikke uvæsentlig detalje.

– Og så har vi aldrig siddet på det samme kontor, vi har haft hvert vores.

– Jo, det første år eller to, husker Kjeld hende på.

– Nåe ja, der sad vi nede i kælderen under vores hus og snakkede i munden på hinanden, griner hun, mens hun husker tilbage på den første tid, hvor de flyttede fra huset med kælderen i Lading ved Aarhus til det nordjyske og byggede Sol og Strand op fra bunden.

– Jeg fatter ikke, at vi havde tid til alt det. To små børn. Virksomheden. Et husmandssted, hvor jeg gik og malede og malede og malede. Vi var unge og havde ungdommens kraft og mod.

– Det var jo så spændende det hele. Vi kunne simpelthen ikke lade være, så det har altid været lysten, der har drevet værket. Men det var hårdt arbejde, lyder det fra Margit.

Sommerhuset i Lyngså har ægteparret stadig.

– Vi kommer der mest selv i de forskellige højtider, og så udlåner vi det til familie og venner. Vi kalder det vores museum. Vi har ikke ændret så meget, fortæller hun.

– Så man kan ikke leje det?

– Jo, det kan du da nok få lov, flyver det straks ud af Margit med den naturligste gæstfrihed, før det går op for hende, at Nordjyskes udsendte mener officielt gennem Sol og Strand.

 

Fra Nordjyske Stiftstidende