”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” bistår Læger uden Grænser i kampen mod COVID-19
Læger uden Grænser er en af ti velgørende organisationer, som nu hver modtager 100.000 kroner fra den fond, der ejer Sol og Strand Feriehusudlejning. Det skal bidrage til Læger uden Grænsers globale indsats mod COVID-19.
Foto: ©Tracy Makhlouf/MSF
TILDELT
100.000 kr.
2021
Få mere at vide om
Læger uden Grænser
Corona er fortsat en global sundhedskrise – og den er langt fra ovre.
Det oplever organisationen Læger uden Grænser. Dagligt ser personalet store negative konsekvenser for menneskers sundhed og hele nationers udvikling, når læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale arbejder i verdens brændpunkter.
Det fastslår Kristina Boldt, der er fundraisingdirektør i Læger uden Grænser i Danmark.
Derfor er der brug for hver og en af de 100.000 kroner som ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” donerer til Læger uden Grænsers globale arbejde med at dæmme op for corona-smitten.
– I Danmark har vi adgang til testudstyr, behandling og vacciner, men situationen er langt fra den samme på globalt plan. Det gælder særligt andelen af vaccinerede i lavindkomstlandene, som er langt lavere end i Europa og landene i den rigere del af verden. Store dele af verdens befolkning har end ikke fået første stik og har heller ikke udsigt til det. Mens knap 70 procent i højindkomstlandene er færdigvaccineret, gælder det kun for 3,5 procent i lavindkomstlandene. Derfor er der stadig brug for en omfattende indsats for at holde smitten nede og beskytte de mest sårbare og sundhedspersonalet, der skal hjælpe dem, siger Kristina Boldt.
– Pandemien har forværret andre humanitære kriser og påvirket muligheden for at få lægehjælp i mange dele af verden.
”FERIE MED DET GODE HJERTE” – OVERSKUDDET GØR GAVN I VELGØRENDE ORGANISATIONER, IKKE KAPITALFONDE
Det er unikt i det danske turisterhverv, at langt størstedelen af overskuddet fra Sol og Strands udlejning af sommerhuse og ferieboliger i løbet af få år bliver omsat til støtte til velgørende og lokale formål. I stedet for at havne i udenlandske kapitalfonde og pengetanke.
Formanden for fondens bestyrelse, Jens Stadum, glæder sig over, at både husejere, feriegæster og medarbejdere har bidraget med input til processen – og at fonden nu for andet år i træk kan uddele en million kroner til velgørende formål:
– Vi kan se af ansøgningerne – og af de tilbagemeldinger, vi får fra sidste års modtagere af donationer fra ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” – at pengene gør en vigtig forskel for mange af de mennesker, som har det svært og er udfordret. Og det gælder både i Danmark, men også uden for de danske grænser. Der er virkelig brug for penge, siger bestyrelsesformanden.
– Vi kan med god samvittighed sige, at man bidrager til at gøre noget godt for andre, når man holder ferie gennem Sol og Strand. Det er det, vi kalder ”Ferie med det gode hjerte”, siger Jens Stadum.
– Vi har allerede besluttet, at vi åbner for ansøgninger til den næste udlodningspulje efter sommeren 2022, således vi også til næste år i december kan 1 million kroner til gode formål. Vores forventning er, at vi derefter fra 2023 kan udlodde endnu større beløb fra fonden. Lige som i år er planen fremover, at vi henter input fra husejere, feriegæster og ansatte hos Sol og Strand, når vi åbner for ansøgninger til de næste udlodninger, siger Jens Stadum.
STIFTERE AF FONDEN: SOL OG STRAND SKAL FORBLIVE DANSK – OG GØRE EN FORSKEL
Det er stifterne af Sol og Strand Feriehusudlejning A/S, Margit og Kjeld Andersen, der etablerede ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld”.
Ægteparret havde et dobbelt ønske – nemlig både at bevare Sol og Strand på danske hænder, men også at sikre, at selskabets overskud primært går til velgørende og humanitære formål.
– Vi har fået de penge, vi skal have. Og vi kan se, at andre kan have stor gavn af dem, hvis vi kanaliserer overskuddet videre til humanitære og velgørende formål. Det bliver vi bekræftet i, når vi ser den lange række af kvalificerede ansøgninger, som er kommet til fonden igen i år, siger Kjeld Andersen, som sammen med hustruen Margit Andersen etablerede Sol og Strand Feriehusudlejning for 42 år siden.
Margit Andersen supplerer:
– Vi er meget tilfredse med at se kvaliteten i det arbejde, vi donerer penge til. Det er tydeligt, at ansøgningerne kommer fra organisationer, der brænder for at gøre en forskel. Og det er det, der tæller for os, siger Margit Andersen.
YDERLIGERE KOMMENTARER:
Signe Damgaard,
presseansvarlig, Læger uden Grænser,
tlf. 41 777446
Jens Stadum,
formand for bestyrelsen i ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld”,
tlf. 40856733
Kristian Andersen,
PR- og pressechef i Sol og Strand Feriehusudlejning A/S,
tlf. 40293837