Vedtægter
Vedtægter for Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld
Fonden Sol Og Strand Feriehusudlejning Ved Margit Og Kjeld
Du kan downloade vores vedtægter her: Vedtægt SOS fond
1. Navn, hjemsted og stifter
1.1 Fondens navn er FONDEN SOL OG STRAND FERIEHUSUDLEJNING VED MARGIT OG KJELD. Fondens binavn er: Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld.
1.2 Fonden er en erhvervsdrivende fond og registreres som sådan i Erhvervsstyrelsen.
1.3 Fondens hjemsted er Jammerbugt Kommune.
1.4 Fonden er stiftet af Margit og Kjeld Andersen.
2. Formål
2.1 Fondens formål er for så vidt angår anbringelse af Fondens formue:
2.1.1 At eje kapitalandele i Sol og Strand Feriehusudlejning A/S, CVR. 10658446, eventuelt gennem et af Fonden kontrolleret selskab.
2.1.2 At sikre fremgang, udvikling af og drift i Fondens feriehusudlejningsselskab samt til stadighed sikre dette selskabs eller selskabers finansielle grundlag.
2.1.3 At forvalte Fondens øvrige formue ved investeringer i værdipapirer og eventuelt fast ejendom og for så vidt angår fast ejendom udlejning heraf.
2.2 Fondens formål er for så vidt angår uddelinger:
2.2.1 At tilgodese almennyttige formål indenfor primært sociale områder, særlig i relation til humanitært og / eller socialt Økonomisk arbejde. Andre almennyttige formål kan også tilgodeses, herunder indenfor kulturelle områder.
2.3 Formålene kan fremmes på enhver måde, der efter bestyrelsens skøn er hensigtsmæssigt.
3. Grundkapital
3.1 Grundkapitalen udgør DKK 61.708.006. Heraf er DKK 500.000 indbetalt kontant i forbindelse med fondens stiftelse i marts 2019 og DKK 61.208.006 er efterfølgende ydet fonden som gave i form af kapitalandele i Sol og Strand Feriehusudlejning A/S.
3.2 Fonden overtager ikke andre værdier i forbindelse med stiftelsen.
4. Forholdet til stifteren
4.1 Der er ikke tillagt stifteren særlige rettigheder eller fordele i forbindelse med stiftelsen.
4.2 Fondens midler kan ikke på noget tidspunkt gå tilbage til stifteren.
5. Bestyrelsen
5.1 Fonden ledes af en selvsupplerende bestyrelse på 3-5 medlemmer.
5.2 Stifteren, dennes ægtefælle eller personer, der er knyttet til de nævnte ved slægts- eller svogerskab, kan ikke udgøre bestyrelsens flertal.
5.3 Det enkelte medlem af bestyrelsen skal til enhver tid opfylde de gældende betingelser for medlemskab af bestyrelsen i fonde. Opfylder et medlem af bestyrelsen ikke længere disse betingelser, anses han for udtrådt af bestyrelsen.
5.4 Til Fondens første bestyrelse er udpeget:
1. Stifteren, Kjeld Andersen
2. Stifteren, Margit Andersen
3. Advokat Jens Stadum (formand)
4. Direktør Per Dam Jensen
5. Direktør Sisse Fisker
5.5 Samtlige bestyrelsesmedlemmer udpeges således, at det sikres, at de udpegede har størst mulig kommerciel indsigt, herunder skal det sikres, at økonomiske og juridiske samt forretningsmæssige / kommercielle forhold er bedst muligt dækket.
De udpegningsberettigede skal søge at udpege kandidater, som er uafhængige kandidater, der skønnes at have de særlige kompetencer og kvalifikationer, som bør indgå i Fondens bestyrelse.
Ved sammensætningen og indstillingen af nye bestyrelsesmedlemmer tages hensyn til behovet for fornyelse — sammenholdt med behovet for kontinuitet — og til behovet for mangfoldighed i relation til blandt andet erhvervs- og uddelingserfaring, alder og køn.
5.6 Bestyrelsen skal til enhver tid bestå af et elle flere uafhængige medlemmer, så Fonden har en i forhold til stifteren og også driftsselskabet selvstændig ledelse. Såfremt bestyrelsen består af 3 medlemmer, skal mindst 1 af disse være uafhængige medlemmer, og består bestyrelsen af 5 medlemmer, skal mindst 2 af disse være uafhængige medlemmer.
5.7 Medlemmerne af bestyrelsen er udpeget for en periode af 2 år, hvorefter genudpegning kan finde sted for en 5 årig-periode. Der kan dog kun ske genudpegning 2 gange. Udpegningsperioden udløber umiddelbart efter årsregnskabsmødet. Genudpegningsprincippet gælder dog ikke Margit Andersen, der som fondsstifter er uafsætteligt medlem af Fondens bestyrelse.
5.8 Et bestyrelsesmedlem kan til enhver tid udtræde af bestyrelsen. Udtræden sker ved udløbet af bestyrelsesmedlemmets valgperiode, jf. pkt. 5.7.
Et bestyrelsesmedlem skal endvidere udtræde af Fondens bestyrelsen i de i fondslovens §§ 44 og 45 nævnte situationer.
5.9 1 umiddelbar forlængelse af årsregnskabsmødet afholder den nye bestyrelse et møde, hvor medlemmerne af deres midte vælger en formand for bestyrelsen.
5.10 Bestyrelsen kan desuden udpege en næstformand for bestyrelsen.
– Fondens stiftere, Kjeld og Margit Andersen, kan ikke vælges som hverken formand eller næstformand for bestyrelsen.
5.11 Formanden indkalder til bestyrelsesmøder. Bestyrelsen afholder møder efter behov. Et medlem af bestyrelsen, en eventuel direktør eller revisor kan forlange, at bestyrelsen indkaldes.
5.12 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af medlemmerne er til stede. Bestyrelsen træffer beslutning med simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
5.13 Bestyrelsen fører en protokol over sine forhandlinger. Protokollen underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Et medlem, som ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening indført i protokollen.
5.14 Bestyrelsen skal udarbejde en forretningsorden, som nærmere fastsætter udførelsen af bestyrelsens opgaver.
6. Direktør
6.1 Bestyrelsen kan ansætte en direktør, der i så fald skal varetage den daglige ledelse af Fonden. Direktøren skal følge de retningslinjer og anvisninger, som bestyrelsen fastsætter.
6.2 Direktøren har ret til at være tilstede og udtale sig ved bestyrelsesmøderne, men direktøren har ikke stemmeret på bestyrelsesmøderne. Bestyrelsen kan i konkrete tilfælde træffe anden bestemmelse om direktørens deltagelse i bestyrelsesmøder.
7. Årsregnskabsmøde
7.1 Fonden afholder et særligt bestyrelsesmøde (årsregnskabsmøde), hvert år inden den 31. maj, hvor bestyrelsen godkender Fondens årsrapport for det seneste regnskabsår.
7.2 Mødet afholdes i Fondens hjemstedskommune eller et andet sted i Danmark efter bestyrelsens bestemmelse.
7.3 Dagsordenen for årsregnskabsmødet skal omfatte følgende:
7.3.1 Orientering om det seneste regnskabsår v/formanden
7.3.2 Godkendelse af Fondens årsrapport
7.3.3 Beslutning om anvendelse af overskud til konsolidering af Fonden eller uddelinger i henhold til vedtægten, eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport.
7.3.4 Udpegning/valg af nye medlemmer til bestyrelsen eller genudpegning samt orientering om nye udpegede medlemmer
7.3.5 Fastsættelse af eventuelt vederlag til bestyrelsen for det forgangne år
7.3.6 Valg af revisor
8. Anbringelse af aktiver
8.1 Det er bestyrelsens ansvar, at Fondens aktiver til enhver tid er anbragt i overensstemmelse med punkt 2 og på forsvarlig og betryggende vis under hensyntagen til såvel sikkerhed som til muligheden for at kunne opnå et tilfredsstillende afkast.
8.2 Bestyrelsen kan beslutte, at Fondens ejerandel i Sol og Strand Feriehusudlejning A/S, eller en del heraf, herunder selskaber der måtte være knyttet hertil, kan overdrages, herunder ombyttes som led i en fusion eller anden selskabsretlig omstrukturering, hvis det er bestyrelsens vurdering, at en sådan disposition er af væsentlig betydning for driftsvirksomhedens eller koncernens fortsatte eksistens og / eller udvikling. En sådan disposition kræver enstemmighed i bestyrelsen samt samtykke fra Fondsmyndigheden.
9. Anvendelse af overskud
9.1 I overensstemmelse med formålsbestemmelsen i pkt. 2 træffer bestyrelsen beslutning om anvendelsen af Fondens frie midler. Fondens bestyrelse kan indenfor den angivne formålsbestemmelse disponere over, hvilke projekter og dermed hvilke dele af formålet, man vil støtte med den enkelte uddeling.
9.2 Fondens uddelinger skal primært have til hensigt at yde Økonomisk bistand til almenvelgørende,
humanitært og/ eller socialt økonomisk arbejde, dog fortrinsvis indenfor organisationer, foreninger, veldrevne bosteder m.v.:
– som arbejder med forbedring af vilkårene for i Danmark — og specielt i Nordjylland — boende psykiske syge unge danske statsborgere
– som arbejder med bekæmpelse af Parkinsons sygdom
– som arbejder med forbedring af vilkårene for i Danmark boende sygdomsramte børn og voksne som arbejder med at fremme sund idræt
– som Kræftens Bekæmpelse
– som Læger Uden Grænser
– som Børnehjem i Ulandene, herunder specielt hjælp til de børnehjem, der tidligere har vist gode resultater af dansk støttet arbejde
– eller med lignende almenvelgørende, humanitært og / eller socialt økonomisk formål, herunder deltagelse i eller understøtte lokale projekter.
Desuden kan der ydes støtte til nuværende og tidligere medarbejdere i Sol og Strand Feriehusudlejning A/S i svære sygdomstilfælde.
Endvidere kan der ske støtte til almennyttige velgørende kulturelle formål.
9.3 Bestyrelsen er frit stillet i sit skøn over anvendelsen af de til uddeling værende disponible beløb, herunder med hensyn til om der et givent år skal ske uddeling af alle Fondens frie reserver eller kun en del heraf. I sidstnævnte tilfælde overføres resterende disponible beløb til det efterfølgende regnskabsår.
9.4 Bestyrelsen kan ikke tillægge stifteren, bestyrelsesmedlemmer, revisorer, direktør eller andre personer, der indtager en ledende stilling i Fonden, andre ydelser eller vederlag, som ikke må overstige, hvad er må anses sædvanligt efter erhvervets art og arbejdets omfang. Tilsvarende gælder den, der er knyttet til en af de nævnte personer ved ægteskab eller fast samlivsforhold.
9.5 Ydelse af lån og sikkerhedsstillelse for lån kan tillige ikke ydes for den i pkt. 9.4 anførte personkreds.
9.6 Bestyrelsen skal føre en fortegnelse over de personer, organisationer m.v., der modtager uddelinger fra Fonden (legatarfortegnelse).
10. Regnskabsår
10.1 Fondens regnskabsår løber fra den 1. januar til den 31. december.
10.2 Fondens første regnskabsår løber fra stiftelsen og til 31. december 2019 (udgangen af regnskabsåret).
11. Årsrapport og revision af årsregnskabet
11.1 Fonden skal udarbejde årsrapport, som aflægges i overensstemmelse med årsregnskabslovens bestemmelser.
11.2 Årsrapporten skal give et retvisende billede af Fonden, herunder Fondens aktiver og passiver, den finansielle stilling, samt resultat.
11.3 Årsrapporten udarbejdes og underskrives af bestyrelsen.
11.4 Fondens årsregnskab skal revideres af en godkendt (statsautoriseret eller registreret) revisor. Revisor vælges af bestyrelsen for et år ad gangen på årsregnskabsmødet. Genvalg kan finde sted.
12. Tegningsregel
12.1 Fonden tegnes af formanden for bestyrelsen i forening med et medlem af bestyrelsen eller af den samlede bestyrelse.
13. Ændring af vedtægter
13.1 Ændring af vedtægten kræver, at mindst 2/3 af medlemmerne af bestyrelsen stemmer for.
13.2 En vedtægtsændring (bortset fra kapitalforhøjelse) kræver tilladelse fra Fondsmyndigheden og eventuelt samtykke fra Civilstyrelsen.
14. Opløsning af Fonden
14.1 Beslutning om opløsning af Fonden kræver, at mindst 2/3 af medlemmerne af bestyrelsen stemmer for. Ved en beslutning om opløsning af Fonden skal bestyrelsen til Fondsmyndigheden indstille en likvidator til at forestå likvidationen af Fonden.
På samme måde skal der forholdes med spaltning- eller fusionsbeslutninger.
14.2 En opløsning af Fonden kræver Fondsmyndighedes tilladelse og samtykke fra Civilstyrelsen.
14.3 I tilfælde af opløsning skal Fondens midler anvendes i overensstemmelse med bestemmelsen om anvendelse af overskud.
14.4 Ingen del af Fondens formue kan nogensinde gå tilbage til stifteren, til en med stifteren samlevende ægtefælle eller til stifterens efterkommere.
14.5 Anvendelsen af likvidationsprovenuet skal godkendes af Fondsmyndigheden.