Donation sikrer, at forældre til syge børn fortsat kan søge rådgivning
Takket være en donation på 134.325 kroner fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld kan en værdifuld onlinerådgivning for forældre til børn med handicap eller kroniske sygdomme fortsætte.
Foreningen For Lige Vilkår blev stiftet i 2017 af tre mødre til børn med særlige behov, og de havde det til fælles, at de følte en magtesløshed i forhold til at få den rette hjælp til deres børn.
Det blev startskuddet til foreningen, hvis formål er at støtte og rådgive forældre med et sygt eller handicappet barn og på den måde være en hånd i ryggen på familierne.
– Vores rådgivning er rygraden i vores forening og er uden sammenligning det mest efterspurgte tilbud, men paradoksalt nok har det vist sig at være svært at opnå støtte til netop denne aktivitet. Derfor har denne donation fra Fonden Sol og Strand overordentlig stor betydning for muligheden for fortsat at tilbyde rådgivning, fortæller foreningens medstifter og sekretariatsleder, Pernille Baungaard.
Tre gange om ugen kan medlemmer hente råd og vejledning fra fagfolk i en lukket Facebook-gruppe, der pt. tæller omkring 600 medlemmer.
– Gennem vores onlinerådgivning får forældrene adgang til ekspertrådgivning om blandt andet juridiske spørgsmål og hjælp efter Serviceloven. Det kan eksempelvis være hjælpemidler, tabt arbejdsfortjeneste, aflastning og andre kompenserende ydelser. De kan også få sparring og rådgivning om for eksempel søskendeproblematikker og samarbejdet med myndigheder, fortæller Pernille Baungaard.
En livline for mange forældre
Siden 2019 har For Lige Vilkår hvert år fået udarbejdet en levevilkårsundersøgelse. I februar 2025 udkom den seneste undersøgelse, hvor 528 forældre til børn med særlige behov deltog. Konklusionen er, at mange familier oplever et presset system, hvor manglende vejledning, skiftende sagsbehandlere og lange sagsbehandlingstider skaber stress og utryghed. Hele 54 % af forældrene angiver, at de er ”enten utilfredse eller meget utilfredse med samarbejdet med kommunen”.
Her er muligheden for onlinerådgivning en uvurderlig hjælp, hvilket fremgår af de tilbagemeldinger, som foreningen modtager fra forældre. Flere kalder den en livline og ”stort set eneste mulighed for uvildig rådgivning om ens reelle rettigheder. Så vigtig når vi som forældre og projektledere for vores udfordrede børn også lige skal være minisagsbehandlere, fordi kommunen ikke løfter opgaven”.
Hos Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld glæder man sig over at kunne sikre den fortsatte drift af rådgivningen.
– For Lige Vilkår udfylder en vigtig rolle for forældre, der ofte oplever et stort behov for rådgivning i forhold til deres børn. Vi er glade for at kunne bidrage til, at endnu flere kan få den hjælp, de har brug for, siger medstifter og bestyrelsesmedlem Margit Andersen.