Donation fra Sol og Strand-fond skal mindske tabuer, der ofte er forbundet med fattigdom
En donation på 100.000 kroner fra ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” gør det muligt for Børnesagens Fællesråd at sætte yderligere turbo på arbejdet med at forbedre vilkårene for anbragte børn og børn, der lever i familier under fattigdomsgrænsen.
TILDELT
100.000 kr.
2020
Få mere at vide om
Børnesagens Fællesråd
– Det er en donation, som betyder utrolig meget for økonomien i en lille organisation som vores, siger sekretariatsleder hos Børnesagens Fællesråd, Esben de Place.
Børnesagens Fællesråd blev etableret i 1903 og tæller i dag i alt 18 medlemsorganisationer, som alle arbejder for at sikre fattige og udsatte børn en tryg og god barndom. Med donationen fra ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” bliver det muligt at hjælpe dels på den korte bane med eksempelvis julehjælp til trængte familier og dels langsigtet, hvor målet er at aftabuisere fattigdom.
– Det er svært at forholde sig til fattigdom, og der hersker desværre stadig en opfattelse af, at fattigdom er selvforskyldt. Sådan forholder det sig ikke – fattigdom kan ramme enhver, og de mennesker vi møder vil hellere end gerne ændre på deres livssituation, hvis det er muligt. Der er tale om familier, som er blevet ramt af sygdom eller en ulykke, hvilket har betydet, at de er blevet afskåret fra arbejdsmarkedet med en dårlig økonomi til følge. Vi har eneforsørgere med børn, der hver måned skal forholde sig til, om de skal købe mad, vinterjakke eller den nødvendige ADHD-medicin, fortæller Esben de Place, der vurderer, at omkring 60.000 børn lever i fattigdom anno 2020.
– Et studie foretaget af Rune Lesner viser, at børn, der har levet i fattigdom blandt andet risikerer lavere tilknytning til arbejdsmarkedet og lavere uddannelsesniveau. Udover menneskelige hensyn er der også et samfundsøkonomisk perspektiv i at bekæmpe fattigdom. Vi ønsker at skabe forståelse for, at fattigdom ikke er selvvalgt og skabe et incitament hos politikerne til, at de – for alvor – vil gøre noget ved dette område, siger Esben de Place.
Udover at sikre et øget politisk fokus på fattigdom i familier, vil donationen også blive anvendt til en indsats i forhold til anbragte børn og unge.
– Tvangsanbringelse er et voldsomt indgreb i et barns og families liv og samtidig et af de mest komplicerede områder for socialrådgivere. Indsatsen fungerer ikke optimalt i dag, og det er derfor nødvendigt, at den gentænkes. Hvis vi sideløbende formår at hjælpe familier, der lever i stress og bekymring på grund af fattigdom, tror jeg på, at vi kan nedbringe antallet af anbringelser på sigt, siger Esben de Place.
Sol og Strand Feriehusudlejning overgik i 2019 til fondseje. Efter planen skulle ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld”, der i øjeblikket er under opbygning, først have påbegyndt udlodning til velgørende formål fra 2022. Fondens bestyrelse har imidlertid besluttet at udlodde en million allerede i år.
– Det er første gang, vi udlodder fra fonden, og bestyrelsen har udvalgt i alt ti organisationer, som modtager hver 100.000 kroner. Denne gang er udvælgelsen sket ud fra de ønsker, som fondens stiftere, Margit og Kjeld Andersen har haft. Fremadrettet vil udlodningerne ske på baggrund af ansøgninger, som vi modtager, siger fondens bestyrelsesformand, Jens Stadum.
Ægteparret Margit og Kjeld Andersen glæder sig over, at de nu får mulighed for at realisere en drøm, de i mange år har haft for Sol og Strand Feriehusudlejning A/S, som de grundlagde i 1979. Parret startede med udlejning af deres eget sommerhus, og virksomheden varetager i dag udlejning af omkring 6500 danske feriehuse og er dermed et af de største danske udlejningsbureauer.
I november 2019 overdrog de ejerskabet af Sol og Strand Feriehusudlejning A/S til den erhvervsdrivende fond, der har til formål at støtte velgørende og lokale formål. Fra 2022/23 er forventningen, at fonden årligt vil kunne udlodde op til 75 procent af overskuddet i Sol og Strand Feriehusudlejning til disse formål. Dermed er man indirekte med til at gøre en forskel for andre, hvis man vælger at udleje sit sommerhus eller booke et sommerhusophold gennem Sol og Strand Feriehusudlejning.
Det kalder virksomheden for ”Ferie med det gode hjerte”, og det er helt i overensstemmelse med Margit og Kjeld Andersens ønsker og håb for virksomheden.
– I kraft af at vi har fået etableret denne fond sikrer vi, at vores livsværk med udlejning af danske feriehuse lever videre på danske hænder og ikke sælges til eksempelvis en udenlandsk kapitalfond. Vi er glade for, at det er muligt at udlodde midler før planlagt tid, og at fonden kan støtte en organisation, som Børnesagens Fællesråd, der kæmper for børns rettigheder og udøver en samfundsgavnlig indsats, siger Margit og Kjeld Andersen.