Sol og Strand-fond skaber et lille lyspunkt for børn, der er ramt af kræft
En donation på 83.000 kroner fra ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” gør det muligt at invitere kræftramte børn med ledsager på en kærkommen weekendtur
Der var stor taknemmelighed hos direktør Jan Johnsen, da han fik besked om, at Foreningen Cancerramte Børn i Bagsværd kan se frem til en donation fra Sol og Strand-fonden på 83.000 kroner.
Foreningens formål er at støtte cancerramte børn og unge over hele landet, og den har pt. omkring 3.500 medlemmer, hvilket svarer til omkring 950 familier.
For at modvirke ensomhed og isolation i et ofte langt behandlingsforløb arrangerer foreningen der blandt andet arrangeret biografture, tivolibesøg, julefester, familieweekender. Det er dog ikke alle cancerramte, der kan tage del i de sædvanlige arrangementer.
– Vi har en gruppe børn og unge, som enten har en hjernetumor eller som har fået senfølger efter behandlingen, og de er så syge, at de har behov for en ledsager. Denne donation betyder uendeligt meget, for dermed har vi mulighed for at skræddersy et arrangement for netop disse børn og unge, siger Jan Johnsen.
Helt konkret skal donationen bruges på at afholde to weekendture, som finder sted i henholdsvis Jylland og Sjælland. Der bliver plads til 15 deltagere og 15 ledsagere på hver tur, og derudover en række frivillige fra foreningen.
– Formålet er at give disse børn og unge en mulighed for en oplevelse, som de ellers ville være afskåret fra og opleve et fællesskab med andre. Desuden ved vi, at forældrene også sætter pris på at møde andre forældre, der er i samme situation og ikke mindst se deres børns glæde ved at deltage i sådan en tur, siger Jan Johnsen og tilføjer, at der desuden bliver skabt et nyttigt netværk blandt såvel voksne som børn og unge.
Fælles for alle frivillige i foreningen er, at de har haft cancer tæt inde på livet. Også Jan Johnsen, der mistede sin datter som følge af en hjernetumor.
– For mig betyder det rigtig meget, at jeg kan være med til at gøre en forskel. Uden at det skal lyde religiøst, så er det næsten et kald for mig, at jeg kan være med til at sprede glæde for disse familier, selv om det naturligvis også kan være hårdt, fordi man kommer meget tæt på dem, siger Jan Johnsen.
En drøm er gået i opfyldelse
Ægteparret Margit og Kjeld Andersen stiftede Sol og Strand Feriehusudlejning A/S i 1979. I forbindelse med virksomhedens 40-års jubilæum overdrog parret ejerskabet til en fond ud fra et ønske om dels at bevare og udvikle virksomheden på danske hænder og dels at støtte velgørende og lokale formål.
– Med denne fond har vi dels sikret en fremtid for Sol og Strand Feriehusudlejning, som vi altid har betegnet som vores ”tredje barn”, og dels har vi realiseret vores drøm om at medvirke til at gøre en forskel for andre, lyder det fra Kjeld Andersen.
– Det er glædeligt, at vi kan hjælpe med at gennemføre en weekendtur for børn og unge, som uden tvivl kan bruge et kærkomment lyspunkt i deres dagligdag, siger Margit Andersen
Sammenlagt har fonden i år doneret knap tre millioner kroner, og forventningen er, at dette beløb vil stige i fremtiden.
– Fonden er en ledestjerne for de ansatte i Sol og Strand Feriehusudlejning A/S, og vi ønsker at gøre en forskel i forhold til vores omverden ved at støtte lokale og velgørende formål. Jo bedre vi gør det i Sol og Strand, des større betydning har det for fondens og dens virke, siger Per Dam, der er administrerende direktør i Sol og Strand Feriehusudlejning A/S.