Alle børn fortjener en fødselsdag: Donation skaber glæde i Thy
Mødrehjælpen i Thisted har modtaget en donation på 15.000 kroner til ”Den rullende kagemand” – et initiativ til børnefamilier, der på grund af økonomiske, personlige eller helbredsmæssige udfordringer ikke har overskud til at holde børnefødselsdag.
– Vi mener, at alle børn fortjener muligheden for at fejre deres fødselsdag. Vi ved, at ikke alle har overskud til at holde eller forberede en fødselsdagsfest for deres børn, fortæller Anne Marie Vogt, der er kasserer i Mødrehjælpen i Thisted.
– Vi har kontakt med omkring 100 familier i Thy-området, der har brug for ekstraordinær støtte til udflugter og julehjælp. Hvert år uddeler vi kagemand og et gavekort til vores lokale legetøjsforretning til omkring 30 børn, hvilket vidner om, at der er et behov for hjælp. Vi stiller naturligvis krav til familiernes økonomiske forhold, så hjælpen går til dem, der har allermest brug for den, fortæller hun og tilføjer, at initiativet dækker hele Thy-området, og at de frivillige er behjælpelige med at levere kagemanden direkte til institutioner i Thisted-området.
Afdelingen i Thisted, der åbnede i 2018, er en del af den landsdækkende organisation “Fonden Mødrehjælpen” og drives af cirka 35 engagerede frivillige. Foreningen arbejder for at hjælpe børnefamilier og gravide i sårbare situationer gennem forskellige tilbud og aktiviteter. Der ydes blandt andet hjælp til startpakker til gravide, hjælp til udflugter for børnefamilier, billetter til cirkus, svømning og teater, der sikrer gode oplevelser for familierne
– Udover indtægterne fra salg i vores butik i Thisted er vi afhængig af donationer. Derfor har denne donation stor betydning for vores arbejde, siger Anne Marie Vogt, der er uddannet socialrådgiver, hvor hun primært beskæftigede sig med børnefamilier.
For to år siden stoppede hun på arbejdsmarkedet, og i stedet er hun nu frivillig i Mødrehjælpen og desuden engageret i Røde Kors.
– Jeg har altid haft en lyst til at lave frivilligt arbejde, og der er en stor glæde forbundet med at hjælpe og gøre noget for andre, siger hun.
Familier i Thy, der har brug for hjælp til at fejre deres børns fødselsdag, kan ansøge om støtte gennem Mødrehjælpens hjemmeside: Mødrehjælpen Thisted